• Smykkeselskabet Pandora satte salgsrekord i 2023

    Source: BDK Finans / 07 Feb 2024 01:26:06   America/Chicago

    Smykkeselskabet Pandora satte salgsrekord i 2023. For hele året omsatte Pandora for 28,1 milliarder kroner, mens selskabet i 2022 omsatte for 26,5 milliarder kroner. Det viser årsregnskabet, der er blevet offentliggjort onsdag morgen. Salgsrekorden er ifølge regnskabet et resultat af, at Pandora sidste år udvidede med 223 nye butikker. Pandora skruede især op for tempoet i fjerde kvartal, hvor smykkeselskabet åbnede 141 butikker. Størstedelen af butikkerne blev åbnet i Sydamerika og i USA, der også er Pandoras største markeder. Storbritannien, Italien, Tyskland, Frankrig og Australien er også nogle af de vigtigste markeder for Pandora. - Vi er meget tilfredse med, hvordan 2023 sluttede med en stærk handel i juleperioden, siger Pandoras topchef, Alexander Lacik, i regnskabet. Pandoras smykkekollektion "Moments" solgte for 18,4 milliarder kroner, og dermed stod kollektionen, der især er kendt for sine charms til armbånd, også for den største del af salget. Men et af Pandoras fremtidige væksthåb er laboratoriedyrkede diamanter. I 2023 stod diamanterne for 265 millioner kroner af omsætningen. Det er ifølge regnskabet en "opmuntrende" start på vej mod målet om et diamantsalg på over en milliard kroner i 2026. Diamanterne fremstilles i et laboratorie og udmærker sig ved at have en CO2-påvirkning, der er 95 procent lavere end diamanter, der kommer fra en mine. På trods af salgsrekorden endte Pandora med et overskud i 2023, der var mindre end året forinden. På bundlinjen var overskuddet 4,7 milliarder kroner mod 5 milliarder kroner i 2022. I 2024 regner Pandora med en organisk vækst på 6-9 procent. Sidste år var den organiske vækst 8 procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/smykkeselskabet-pandora-satte-salgsrekord-i-2023
Share on,